OK-klubberne i DK
KLIK for OK-Danmark
 
Velkommen
OK-Klubben i Hillerød takker af efter mere end 40 års virke
 
En initiativgruppe, bestående af blandt andre Grethe Vendelhaven, der i øvrigt blev klubben første formand, og byrådsmedlem Lillian Christiansen, udførte et større forberedende arbejde i foråret 1984 med henblik på at etablere en OK-klub i Hillerød Øst.
 
OK-klubberne blev stiftet i 1962 af rådmand Arne Ginge, Frederiksberg. Bogstaverne OK står for Omsorg og Kultur og signalerer, at det skulle være et mødested fri for politisk, fagforenings og religiøst tilhørsforhold medens den menneskelige og medmenneskelige sociale og kulturelle omsorg skulle være i højsædet. Klubberne fik hurtigt fodfæste, ikke blot i København og på Frederiksberg, men ud over hele landet og efter 35 år var der i alt 35 klubber i det landsdækkende netværk og vokseværket fortsatte.
 
Begyndelsen i Hillerød
I Hillerød var der ikke mange pensionistklubber og Grønnegadecentret var slet ikke opfundet. Initiativgruppen var af den opfattelse, at der var behov for socialt omsorgsarbejde for invalide- og folkepensionister i Hillerød Øst og det lykkedes at få lov til at bruge selskabslokalerne på Skansedal til to månedlige møder. Ved en stort anlagt stiftelsesfest den 4. oktober 1984 med underholdning af skuespiller Anni Birgit Garde og med tale af statsministerfrue Lisbeth Schlüter og et etableringstilskud på 1.000 kr. fa OK-Fonden samt et medlemsantal på 87, fik klubben en flot start på et langt og udbytterigt forløb og Skansedal blev klubbens faste tilholdssted i de første 26 år.
Med et medlemstal på over 100 og med en venteliste på flere end 30, blev den Hillerøds største ældreklub.
 
De mange aktiviteter
Tager man et hurtigt kig igennem klubbens programmer for de forløbne godt 40, år bliver man helt overvældet over de mange spændende og forskelligartede tilbud medlemmerne har kunnet vælge imellem. Det spænder vidt fra sang og musik og andre kunstneriske og kulturelle temaer, til rejseforedrag med film og billeder, historiske, folkloristiske og samfundsmæssige emner, der hver for sig har bibragt deltagerne ny viden.
Og når man bladrer i klubbens gæstebog, glædes man ved de mange positive og varme hilsener fra de mange, der har gæstet klubben med underholdning, foredrag, sang og musik og meget andet.
I flæng kan nævnes Daimi, Dorthe Elsebet, Erik Normann Svendsen, Lone Dybkjær, Gunilla Roijer, Fangekoret fra Vridsløse, Helge Adam Møller, Rasmus Krogsgaard, Susanne Larsen (SAS-direktør), Mogens Rubinstein, Kaare R. Skou, Carl Erik Sørensen, revyviseforfatter, Grethe Sønck, Ida From, Birgit Lyngholm, The 3 Tops og fra vore hjemlige breddegrader Knud Malling Beck med Bellmannviser, Lennart Weber, Jørgen Emil Hansen, Jens S. Jensen, Lars Kanit og Knud Cornelius.
 
Flytning til nyt hjemsted
Hillerød kommunes salg af plejecentret Skansedal medførte, at klubben måtte finde nye lokaler, men det var lettere sagt end gjort. Det var nærliggende at søge husly i Grønnegadecentret, der nu var blevet hjemsted for mange forenings- og klubaktiviteter, men der viste sig ikke at være plads. Samlingslokaler hang jo ikke på træerne, hverken dengang eller nu, så efter at have søgt med lys og lygte blev det nye hjemsted fra efteråret 2011 restauranten i FrederiksborgCentret, det senere Royal Stage.
Her levede klubben i trygge rammer og med gode faciliteter i 12 år men i efteråret 2023 blev klubben mødt med krav om betaling af lokaleleje på beløb, der var langt uden for den økonomiske formåen og jagten på nye lokaler gik atter ind. Efter intense sonderinger faldt valget på Restaurant RibHouse i Slotsgade, hvor møderne afholdtes fra foråret 2024
På 40 år har klubben kun haft tre hjemsteder. Det må vist kaldes stabilitet.
 
Formænd og ledelse
Ved klubbens etablering i oktober 1984 blev Grethe Vendelhaven formand for en bestyrelse på dengang fire personer. Efter at Grethe Vendelhaven fraflyttede kommunen blev Bente Stein ny formand fra efteråret 1999. Bente havde været tilknyttet klubben som værtinde siden efteråret 1988 og som bestyrelsesmedlem siden 1989. Efter Bentes død i sommeren 2009, kun et halvt år før klubbens 25 års jubilæum, overtog Conny Trustrup formandsposten frem til efteråret 2010. På det tidspunkt overtog Jonna Engedahl formandsposten, som hun varetog frem til foråret 2014, hvor Kirsten Thomle Jacobsen tog over.
 
Udover en bestyrelse på 5 – 9 medlemmer havde klubben i sine første mange leveår også et antal værtinder, alle sammen frivillige ligesom bestyrelsesmedlemmerne.
Det var på den tid, hvor garvede husmødre forstod sig på at smøre boller med ost og spegepølse og lave lagkager uden at skulle fremvise dokumentation for færdighederne.
 
Afslutningen
Der er en gammel talemåde, der siger, at ”Alting har sin tid”.
Og den tid er nu kommet til OK-Klubben i Hillerød. Årsagerne er flere, ikke mindst konkurrence fra flere og større organisationer.  Klubben holdt sit sidste ordinære møde torsdag den 8. maj i år hvor foredraget handlede om Matadors stærke kvinder. Meget apropos, gik årets sommerudflugt den 22. maj til Bakken med besøg i Korsbæk og frokost på Postgården. For de 36 deltagende medlemmer blev det både et nostalgisk tilbageblik på den populære TV-serie med de kendte figurer og samtidig en munter og mindeværdig afslutning på klubbens lange virke.
 
OK-Klubben håber i årenes løb at have givet de mange, mange medlemmer uforglemmelige oplevelser, mange sociale kontakter og måske også nye venner og vi takker af med en bevidsthed om, at Hillerøds pensionister ikke efterlades ”alene hjemme”. Der er så mange tilbud at vælge imellem, på alle ugens dage, fra andre ældreklubber, faglige efterlønsklubber, Ældre Sagen, Grønnegadecentret og andre herunder ikke mindst kirkerne Så der er noget til alle.
OK-klubbernes motto er: ”Livet skal leves hele livet” og med det ønskes alle pensionister i Hillerød et godt pensionistliv.

 
Klik her for at uploade dit billede (kun JPG, GIF or PNG)
 
OK-Hillerød, v/ Kirsten Thomle Jacobsen, mail: k.thomle@hotmail.com
Lav din egen hjemmeside med mono.net